Artiklen beskriver den danske hærs overvejelser om kemisk krigsførelse i 1920’erne og værnets indsats for at anskaffe sådanne våben til egen anvendelse fra midten af årtiet. Man var påvirket af den udstrakte anvendelse af disse våben under Verdenskrigen. Før den nye hærlov i 1922 blev der kun gennemført et undersøgende komitéarbejde med inddragelse af hjælp fra den franske hær, men derefter søgte man at få etableret en permanent gaskomité. Imidlertid bemyndigede Krigsministeriet kun etableringen af den midlertidige Gaskommission af 1922. Denne begyndte straks at arbejde med forsvarsforanstaltninger, men fra 1925 gik man i gang med at undersøge behovet for egne våben, herunder både flygtige og varige kampstoffer. Indledningsvis ønskede man bl.a. sennepsgas, lewisit og fosgen, men af bl.a. økonomiske grunde endte man med at søge at anskaffe den mindre giftigt, men stærkt irriterende gas klorpikrin. Under arbejdet havde officererne og de involverede videnskabsmænd tæt netværkskontakt med kolleger i de nordiske lande, Holland, Polen og Frankrig. Arbejdet med at anskaffe de moderne våben var sket med forståelse fra Venstregeringen Madsen-Mygdals side, men arbejdet med at anskaffe danske kemiske våben blev afbrudt af den socialdemokratisk-radikale regering Stauning, der kom til magten i foråret 1929, og derefter ratificerede Danmark hurtigt Geneveprotokollen af 1925 uden forbehold.